JENS THOMAS

ARNFRED

 arkitekt debattør skribent 
under konstruktion 

taler

 Den nye arkitektskole i Aarhus 
 Fotograf: Bo Billeskov Grünberger, Forbundet Arkitekter og Designere 

 

A T   F L Y T T E   P Å   S I G …

1.ste spadestik AAR

 

Jeg blev i godt humør, da skolens rektor Torben Nielsen bad mig om at sige et par ord i dagens anledning. Torben foreslog selv, at jeg skulle sige noget mig om ‘at flytte (på) sig’… Og dén invitation sagde jeg straks ja til!

 

Som flere af Jer godt ved, havde jeg den store glæde at være een af fagdommerne i arkitektkonkurrencen om den NYE arkitektskole, vi fejrer byggestarten på i dag. Allerede på vores første møde i dommerkomiteen holdt Torben en lang introduktionstale om hele skolens situation, om de mange spredte lejemål, og om behovet for at få forskningen, værkstederne, og undervisningen til at smelte sammen i een stor organisme… Jeg husker talen, fordi den så fint indrammede den bedømmelse, vi havde foran os og fordi den handlede om en VISION og om en uddannelse, jeg synes, hører til een af landets aller vigtigeste…. 

 

Det blev - syns jeg -  et vellykket bedømmelsesforløb… Især naturligvis p.gr.a opgaven men også p.gr.a de indkomne besvarelser, der medførte gode samtaler i dommerkomiteen om skole og samfund …, om professionens ændrede rolle, om skabelonbyggerierne, om det udspekulerede, formlidderlige,... og nå ja… så måtte vi jo vende spørgsmålet om arkitekter overhovedet er i stand til at tegne deres egen skole…? 

 

For hvordan skal sådan en se ud, nu vi godt ved, at dét vi tror på i dag, er forældet i morgen?.. Hvad er en velfungerende arkitektskole på Godsbanen, når det kommer til stykket?… også i Aarhus er arkitektur - som bekendt - en monumental kunstart… og fordi vi efterhånden er nogle stykker, der synes, at professionen befinder sig i en ret så synlig værdikrise,….. måtte vores bedømmelse nødvendigvis omfatte  diskussioner om hele uddannelsens sigte, og arkitekternes rådgiverrolle…  

 

Det lå lissom’ i kortene i konkurrencen …. at alle måtte flytte (på) sig… Det gjaldt - heldigvis - og tak for det!  - både dommerkomiteens medlemmer og de deltagende arkitektkonsortier… 

 

Det eventyrlige ved at være fagdommer er jo, at man leder efter noget. Og lede efter noget kan man vel kun, hvis man selv er i bevægelse. …nysgerrigheden kommer sjældent af det stålsatte overblik. Eller fra byggeriets - indimellem - lidt gumpetunge rutiner…Nysgerrigheden kommer af at dele sin undren og tale sammen!… Og konkurrenceprogrammet om landets nye arkitektskole, havde dén store kvalitet, at ikke ALT var fastlagt på forhånd. På dén måde var det en rigtig konkurrence… der ikke bare krævede ind ved luge 1, men turde stille åbne, ubesvarede spørgsmål…. 

Ret så elskeligt og helt uhørt i vore dage,… bad en offentlig statsinstitution - Bygningsstyrelsen - de deltagende teams om.. hjælp…! til noget, man ikke selv kunne finde ud af!

 

Og se.., så er vi jo allerede godt i gang….  med samtaler om, hvad der er væsentligt og mindre væsentligt og den ene gode diskussion i dommerkomiteen afløste den anden.… For hvad er en imødekommende arkitektskole for en størrelse? Hvad er et fremkommeligt, snusffornuftigt hus for noget? Hvad får vi fforærende af stemningen på Godsbanens arealer? Og hvordan kan en nybyggety arkitektskole give noget tilbage til smilets by og til den jord, den beslaglægger?… Hvordan sir’ vi TAK på en ordentlig måde…? Og kan et hus overhovedet udtrykke taknemmelighed?….

 

‘Arkitektur er en kontinuerlig refleksion over måder at leve på’ står der så smukt i en folder fra Krabbesholms Højskole.  Vi vandt et verdensmesterskab i går, fordi vi var i bevægelse… Vi får bedre øje på virkeligheden, måske også på modstanderen, når vi flytter på os.… At være i bevægelse har med eventyr at gøre… Der knytter sig drømme til dét at flytte på sig…! Vi rejser os gerne for at sætte stolen på plads for vores borddame. At flytte på sig er ikke kun at skifte købmand eller bibliotek…det er også at opleve nye sammenhænge, høre nye stemmer i opgangen…. Se og høre sig selv på nye måder, …. Fordi - nå ja - fordi forandring fryder.. 

 

Det gælder for fru jensen, det gælder for politikerne, for embedsværket og i HØJ grad også for os…. arkitekter, der både har magt og ansvar og som ikke llængere ka’ tillade sig at være så uskyldige, som vi har bildt hinanden det ind i de sidste to-tre årtier…!   

 

De huse vi bygger i dag, skal vi leve med i mindst 200 år. Det er ligger ligefor, at stille det spørgsmål, om vi er rustede til at bære det ansvar?… Hvordan kan de tonstunge investeringer, vi jonglerer med, mon møde de udfordringer, som klimakrisen og vores vanvittige væksttilbedelse stiller os overfor?.. Det står i alle statestikkerne:… Byggebranchen er een af samfundets allerstørste syndere, når det gælder ressourceforbrug og CO2 udledning… Vores tarvelige opfattelse af at alt stort er godt, er direkte livsfarlig… og vores opfattelse af, at vækst alene kan måles i omsætning og forbrug, er en tarvelig oversættelse af frodighed…  Det åbenlyse profitmotiv synes stadig at dirigere festen…. , og behovet for en mere ansvarlig byggeskik…, med elskelige, mere humane mål….presser sig på…!  

 

Men jeg ved det godt… Når det kommer til stykket, er arkitektur kun tomme skaller… for det levede liv…. Der gives ingen garantier…. Men nu vi ved, at arkitektuddannelsen ALDRIG slutter og nu vi ved, at en arkitektskole er en skole FOR livet og OM livet … kan vi  gøre os umage for at vælge løsninger, der åbner døre, istedet for at lukke dem. Vi kan lede efter rumlige forløb, der ikke lægger begrænsninger på samværet, eller finder det nødigt at adskille funktioner, der faktisk høreer sammen…

 

Vi kan pege på løsningsmodeller, der holder hus… med ressourcerne og som tør invitere til samvær, og til samtaler om det skønne…. Vi taler jo om en arkitektskole…. Og jeg lover Jer, der bliver brug for at snakke om, hvad det vil sige at være en højere læreanstalt og hvad det egentlig ER, vi går og laver….

 

Det lyder - indrømmet - som om det er en fagidiot der taler og det er det måske også… Men for mig at se ligger det lige til højrebenet: Der MÅ og skal være højt til loftet på en arkitektskole… Det må være på arkitektskolerne, vi undersøger hvad det ER for kræfter, vi er underlagt og hvad det vil sige, at være menneske af kød og blod… Det må være HÉR, vi giver rum til tvivlen, og HÉR, vi skærper vores nysgerrighed, træner vores indignation …! Og HÈR vi får fingrene i materialerne, så vi kan få færten af det, der gælder… Det må med andre ord være på en arkitektskole, vi ruster os til de stærkt savnede korrektioner af vores krævende, og forkældede livsform…. 

 

I guder, hvor skønhed dog er en mangelvare…!! Hvor vi dog savner kærlighed i tabellerne og i det bebyggede…: Den humane skala, den karakterulde passage, de sensuelle, varmblodige stofligheder. Hvor de blev de af…..? Vi ved det jo godt:…. Vi kan IKKE bygge velfærdssamfund uden dannelse, uden kærlighed og omsorg for den enkelte og for DÉT, vi har fælles…. Som jeg læser sporene i sandet, bliver DÉT, vi har fælles, vigtigere og vigtigere…  

 

Tillad mig, nu vi beffinder os i denne lille eksklusive kreds af beslutningstagere…: At være kreativ er ikke det spekulative, eksclusive… Den noget ensformige dyrkelse af stjernearkitekterne kan godt forråde, ja ligefrem korrumpere bygningskunstens væsen. De løsninger, der presser sig på, er dem, der giver MENING… for de mange og defor rummer en kerne af opbyggelighed og selvfølgelig brugbarhed.…. som jeg godt i dagens anledning tør kalde for: … - SKØNHED …!! Vi kan ikke blive ved med at please alle de byggeprogrammer, der bare vil have mere og mere… Som jeg læser krystalkuglen, trænger vores rumprogrammer, vores comffortregler, ja HELE vores opfattelse af luksus og kvalitet… i DÈN grad til en revision. … Eller til at ‘flytte på sig’ for nu at blive ved dagens og talens tema…. 

 

For ikke så mange år siden var Arkitektskolerne epicentre for en kritisk tænkning, der anviste løsningsmodeller for et samfund i krise…. Det kan de blive igen…!! For aldrig før har der været så stærkt brug for en uddannelse, der på tværs af vores sektordelte samfund, kan skitsere sammenhængende, elskelige løsningsorslag på det ubestridelige faktum, at vi må øve os i at NØJES med MINDRE….!! Til den ende bliver der brug for at vi - indimellem - rejser os fra Kevistolen og løfter blikket op over  fladskærmen og leder efter de utopier, vi ikke kan være foruden… KUN ved at holde os i fysisk og mental  bevægelse, kan vi lede efter horisonten, og komme nærmere kernen i det elskelige laboratorie, der hedder ARKITEKT uddannelsen og som, - hvis den altså lykkes … ALDRIG slutter…!!   

 

Og nu er jeg altså meget snart færdig….! Med at prædike….

 

Om lidt sætter vi nemlig flere spader i jorden til den nye Arkitektskole i Aarhus… Vi markerer hermed en stor og en meget grundig forberedt beslutning. Tillad mig at blve rørt over at det overhovedet kan lade sig gøre. … Godt gået Danmark! Godt gået Lisa, Torben og Kristine, ADEPT og Enggaard… og hele banden af besjælede medarbejdere.

Jeg VED, at projektet er i gode hænder!… Og ved at projektet er kommet så langt på så kort tid, fordi I alle er gode til at lytte… og til at fflytte jer. Hold fast, hvor bliver det spændende og nu venter en HEL verden, ihvertfald en hel by med spænding på, hvad I mon er kommet frem til… 

 

Men jeg kan allerede NU afsløre, at der er grund til at glædes…: For om føje tid kan Aarhus opleve endnu et LEVENDE laboratorie på Godsbanearealet… der bliver fyldt til randen med mennesker, med materialer og med mulighede … som i passende doser bliver balanceret med dén utålmodighed  - dén åndfuldhed…. og dén indignation - der ruster arkitektuddannelsen til at blande sig i en samfundsudvikling, der i DÈN grad trænger til inspiration og til gode råd….     

 

…DERMED siger det gamle blomsterbarn TAK for ordet… og PØJ PØJ med det hele…!

 

27.januar/ja