det var ikke altid telefonen ringede med opgaver. Vi fik stort vores opgaver via konkurrencer og så mange vandt vi trods alt heller ikke. Jeg husker kun svagt omstændighederne omkring udstillingsvæggen på Den Frie. Men der må have været tale om en pause.

Jeg havde noget tid forinden lavet en stor - 6 meter lang - blyantstegning som tegnestuens hilsen til redaktør Poul Erik Skriver i anledning af hans ???Jubilæum,  som midt i sin hyldest til arkitekturens stringens, af en eller anden grund næsten altid fandt vores ting interessante.

 

Tegningen  - som var en ren fantasi om en havnefront - blev hængende i kroppen og førte til en ansøgning til Statens Kunstfond, som støttede mit forslag til at lave et facadeudsnit i 1:1 på en af væggene i Willumsens fine udstillingsbugn ing.  Det syns jeg var sjovt!!

​

På et sponsoreret stavær af stålrigler fra Danogips, fik jeg indkøbt rafter, galvaniseret trådhegn, pandeplader, bjøgeternite, tentorstål, krydsfiner og et parti upløjede brædder. Jeg byggede det selv og jeg elskede det. Det var også dejligt at være helt alene. Dvs alene er man jo aldrig i det hus, og sket når der ligger en stor bunke materialer foran en. Tro gerne på mig, når jeg hævder, at der skulle mange skitser til for at finde ud af hvordan pandepladen f.eks. kom smukt rundt i falsen. Vinduerne var vareprøver, jeg lånte fra stuen.

Mange hævder stadigt, at vandkunsten laver collagearkitektur. Det er ikke hel forkert. Men ret beset er alle facader vel collager.

Vi havde dengang et frækt slogan som Hans Jørgen Kløvedal, - det begavede menneske -.  bragte ind på stuen:

​

'Skide vær med hvad det koster, bare det ser billigt ud'...!!  I dag virker mottoet aldeles håbløst og nærmest livsfarligt. Men som en slags programerklæring for stuens æstetiske program, i de gode, glade gamle dage, havde det effekt.  Især fordi folk straks fattede, hvad det var vi prøvede at sige.