Tinggården blev stuens førstefødte og vores debut som boligarkitekter. Det var nærved 6 år efter vi vandt SBI's idékonkurrence om tæt/lav bosætning . Den lange ventetid blev brugt til at indse, at vi ikke sådan uden videre kunne nedlægge kapitalismen og dæmpe boligspekulationen. Vi måtte langsomt forstå, at vores forestillinger om selvforsyning, alternativ energi, i de tusinde lokalsamfund var en utopi og at byggebranchen ikke uden videre åbnede dørene for romantiske dagdrømmere med pandebånd og tågesnak om de selvgroede fællesskaber.

​

Med Philip Arctanders tæft for at navigere i det politiske landskab, blev der udpeget 5 kommuner og fem boligselskaber i Danmark, der skulle lægge ryg til fem eksperimentbebyggelser: Odense, Esbjerg, Aarhus, Aalborg og Køge. Vi blev tildelt Køge og DAB som bygherre og nede på en åben mark i Herfølge på det yderste af Fingerplanens tommelfingernegl, mødte vi tyngdekraftens realiteter. 

Tinggården blev tegnestuens start og et slags programprojekt for tegnestuen og vores første forsøg på at sammenfatte en æstetik, der tvunget af de økonomiske omstændigheder måtte finde skønheden i det rupløjede fremfor i det høvlede. 

Nu mere end 40 år efter er træerne vokset til. Men de svenskrøde huskroppe ligger der endnu og vidner om en tid, hvor Statens Byggeforskningen levede op til sit navn ved at gøre byggeforskning til aktionsforskning.

Måtte vores lille land få eventyrlysten tilbage og støtte eksperimentbyggeriet i den almennyttige sektor, så vi kan tilbyde attraktive alternativer til mæglerkædernes og arkitektkonsortiernes forudsigelige skabelonbyggerier.