JENS THOMAS

ARNFRED

 arkitekt debattør skribent 
under konstruktion 

taler

 Katrina Wiberg 

 

På en måde er vi ALTID bagud. Når vi efter års forberedelser sætter spaden i jorden eller trykker omslaget til phd afhandlingen, er tiden allerede fløjet forbi os. Til enhver tid går tiden hurtigere, end vi når at fatte det. Det er - mener mange - især tydeligt for tiden….!

 

Uanset hvordan vi end vender og drejer det og uanset hvor innovativ og foran det vi tror er vores tid, vi gerne altid vil være, er vi ALTID bagud. Det er en præmis når vi bygger og det er en præmis, når vi forsker. Vi afklarer vi udreder, vi finder sammenhænge og kausaliteter, ofte under tidspres. Men i det sekund det sker, bliver vi indhentet …og overhalet af tiden. …Sådan set, er ALT hvad vi foretager os, forældet, i netop dét øjeblik, vi tror, vi kan udtrykke sammenhængen. Give den form og begrunde dens indhold. 

 

Det gælder overalt og hele tiden. De ubønhørlige høje hastigheder er nærmest blevet til et eksistensvilkår. Også indenfor kunstens brogede verden…Den - kunsten altså - ka’ godt hente næring fra det henkastede, intuitive … og finde sit FLYGTIGE udtryk i det midlertidige, men når den som værk og som præstation, finder sin form, sit udtryk, bliver den i selvsamme splitsekund forældet og forkastet. ..! Af tiden…

 

Det er i denne ubarmhjertige flygtighed, vi og er til og agerer som tænkende og mere eller mindre civiliserede individer… Vi er på tur, døgnet rundt. Og det er i denne tumultariske virkelighed, og i dét kaos, at Statens Kunstfond forsøger at finde sin legitimitet, sin berettigelse…  

 

Da vi mødtes for første gang i vores lille betroede arkitekturudvalg, blev vi opmuntret til at finde vores egen sti gennem moradset og lægge trykket dér, hvor i fællesskab synes det bedst gav mening… Det blev - som I sikkert kan forestille Jer - til gode snakke om arkitekturens mål og midler. Og om den verden og den tid, vi lever i. Om fraværet af det eventyrlige og om den stadig stigende tendens til at please omstændighederne og føje sig de vilkår, som bydes. På bygnings- og landskabskunstens vegne fandt vi gode grunde til at være utålmodige, og måske ligefrem insistere på at omtanken og indlevelsen var nødvendig og en stærkt tiltrængt vare. …Vi talte om relevans. Og om at undres, og om at være nysgerrig på den verden vi lever i. Vi bildte os ind, at vi med kunsten i ryggen kunne tage del i debatten om det, der presser sig på. Som vi så verden passere forbi os, blev vi enige om, at vi havde ganske travlt med at bidrage til at optimere beslutningsgrundlaget for dem, der er betroet til at repræsentere folkestyret. 

 

I fuld enighed besluttede vi derfor at stifte en dristighedspris, som vi fandt var den bedste måde at formulere vores utålmodighed på. 

 

På Kunstfondens hjemmeside står der nogenlunde sådan her:

”Prisen, der skal anerkende arkitekter, som med deres faglige engagement skubber til fagets grænser og går forrest i udviklingen af arkitekturscenen i Danmark, er indstiftet på initiativ fra Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur. ..” og videre : “Prisen tildeles for et værk eller et virke, der demonstrerer et stort fagligt mod og engagement.” 

 

Som aldrig før er der nemlig brug for indignationen, omtanken, for modet og for erkendelsen af al tings sammenhængskraft. Arkitekturforskningen er - bevares - en akademisk deciplin, men den må gerne befinde sig lidt urolig tilrette i kevistolen, og stille kritiske spørgsmål for at ruste sig til at sammenfatte brugbare løsningsmodeller, når fælleskabet - samfundet - har brug for det. Og det er er dét udstillingen fra Arkitektskolen i Aarhus viser os eksempler på i dag. Den belyser helt aktuelle udfordringer og rejser yderst relevante spørgsmål: 

Hvordan tilpasser vi vores byer, når vandet stiger? Hvordan kan den digitale design- og produktionsformer bidrage til fremtidens byggeri? Og hvordan kan vi tænke udkant og opland?  

 

Og nu kommer vi så endelig til det:

 

Udvalget valgte i år at tildele den nyindstiftede  ’Dristighedspris’ på 50.000 kr. til de to arkitekter Katrina Wiberg og Lasse Andersson for deres store indsats for at formidle arkitekturen.”

 

Lasse Andersson fik overerakt prisen på Arkitekturens dag d. 1.okt for sit store og vellykkede formidlingsarbejde på Utzonscenteret i Aalborg. Og hvad kunne være en mere relevant anledning end denne åbning af Arkitektskolen i Aarhus udstilling med navnet FORSK til at uddele Kunstfondens alleførste Dristighedspris til Katrina Wiberg. 

 

Det gør jeg hermed på vegne af udvalget med følgende motivering:  

 

Katrina Wiberg tildeles Statens Kunstfonds Dristighedspris for, med afsæt i sin forskning, på fornyende og modig vis at skabe almen interesse for arkitekturens kvaliteter. Hun har modigt insisteret på at skabe forståelse for, hvordan landskab med fordel kan danne rettesnor for hvor og hvordan, vi overordnet bygger byer. Hun rækker ud til en bredere offentlighed gennem videoindlæg, udstillinger og ved at henligge sit Ph.D. forsvar til en offentlig arena – og tage debatten med andre faggrupper.

 

Stort og varmt TILLYKKE  Katrina!